Skovby Kirkegård rummer et Lapidarie med en samling på 52 gamle gravsten fra nedlagte gravsteder.

Gravstenene er udvalgt af Skovby Menighedsråd ud fra et kriterie om, at gravstenen skal bevares i Lapidariet, hvis stenen har en speciel udformning, f.eks.er typisk for datiden, eller hvis den/de afdøde har haft en særlig betydning i sognet.

Den ældste er født i 1817. Den ældste gravsten er fra 1889. Men ellers er der tale om gravsten over Skovbyborgere, født i sidste halvdel af 1800-tallet og døde omkring midten af 1900-tallet.

Udover stenene i Lapidariet har vi en række gravsteder, der er fredet på stedet. Gravstenene på disse gravsteder er også med i denne oversigt.

Omtalen af de afdøde er udarbejdet af Jørgen Møller Bitsch, Skovby, der igennem næsten 50 år har været aktiv ved Skovby Kirke. Jørgen Møller Bitsch er i besiddelse af en enestående viden om livet og menneskene i Skovby Sogn igennem mange generationer.

Uden Jørgen Møller Bitsch´s bistand havde denne udgivelse ikke været mulig.

Også stor tak til Kirsten Koldste for fotografering af de mange gravsten.

Lapidariet er placeret over mod graverbygningen i en lang bue med tæt bunddække.

Bemærk f.eks gravstenen for Krigsveteran Peder Sørensen:

Han deltog i slaget på Dybbøl Banke den 18. april 1864. Han overlevede og døde først i 1923, altså 3 år efter Nordslesvigs/Sønderjyllands genforening med Danmark.

Og gravstenen over Jens Jensen Nielsen:

Han blev født i træskomandens hus, som tidligere lå, hvor der nu er kirkegård lige op af hovedgangen. Han kom til at eje gården på den anden side af kirkegården og Sognehuset. Her blev han en landskendt fåreavler. Da han døde, blev han begravet på nøjagtig samme sted, som han blev født.